Principper i tænkning og metode
Der er 8 principper der rammesætter den eksperimenterende tænkning og metode. Tryk herunder for at få et hurtigt overblik over principperne:
- Princip #1: Der formuleres transformative hypoteser
- Princip #2: Der rettes fokus mod organisatorisk læring
- Princip #3: Der gives meningsgivende oversættelse
- Princip #4: Der skabes viden om, hvad der virker
- Princip #5: Der bliver udforsket i praksis
- Princip #6: Der udvikles løsninger i et samspil med brugerne
- Princip #7: Der arbejdes med prototyping
- Princip #8: Der designes nye praksisser
Princip #1: Der formuleres transformative hypoteser
Behovet for en transformativ hypotese opstår, når vi i uddannelseseksperimenter ikke blot vil beskrive eller forklare tingenes tilstand, men også bruge hypotesen til at pege på det transformative. Det vil sige, hvordan vi kan forbedre praksis. Således indeholder den transformative hypotese en antagelse om, hvordan en ønsket forandring kan iværksættes.
Princip #2: Der rettes fokus mod organisatorisk læring
Hvis praksis skal forbedres, er det ikke tilstrækkeligt at ændre en enkelt arbejdsgang, da det er selve princippet omkring arbejdsgangen, der skal ændres. Filosoffen Karl Otto Scharmer peger her på, at forudsætningen for nyskabende eksperimenter er, at man er i stand til at suspendere (se med friske øjne) og give slip på fortidens mønstre (Scharmer 2011).
Princip #3: Der gives meningsgivende oversættelse
Oversættelse sker uformelt gennem mange forskellige kanaler, men man kan også arbejde mere bevidst med oversættelse gennem etableringen af faglige mødesteder, der skaber mening. At skabe mening før fortolkning er helt centralt i arbejdet med uddannelseseksperimenter.
Princip #4: Der skabes viden om, hvad der virker
Dette princip bygger blandt andet på, at ny viden skal vurderes i forhold til, om den medvirker til at forbedre praksis (Brinkmann 2006; Ravn 2006). Viden er således kun gyldig, hvis den er nyttig, hvilket vil sige, hvis den kan anvendes i praksis og medvirke til en bedre opgaveløsning i praksis. Viden skal derfor vurderes ud fra de praktiske effekter, den medvirker til at skabe i form af konkrete og dokumenterbare forbedringer af den praksis, den omhandler.
Princip #5: Der bliver udforsket i praksis
Som udforsker i egen praksis arbejder man reflekterende omkring de aktioner, som man selv har været med til at udvikle, planlægge og gennemføre. Derved påtager man sig en dobbeltrolle, hvor man på den ene side gennemfører eksperimenterende aktioner og på den anden side forholder sig registrerende, observerende og reflekterende til, hvad der sker.
Princip #6: Der udvikles løsninger i et samspil med brugerne
Vi har fokus på brugercentrering som afsæt til at nytænke løsninger i uddannelsessektoren. Med brugercentrering forstår vi, at man ikke blot skaber løsninger til brugere (elever, studerende, undervisere, vejledere og virksomheder) men også i samarbejde med dem. Brugercentreringen sætter fokus på fællesskab i opgaveløsning.
Princip #7: Der arbejdes med prototyping
Vi ser prototyping (et bedste bud på ny praksis) som en arbejdsform, der er særdeles nyttig i forbindelse med forandringer og fornyelser gennem uddannelseseksperimenter. Ideen med at udarbejde en hurtig prototype er også, at det gør den lettere hurtigt at lave om eller justere efterhånden, som man får erfaringer med, hvordan forandringsinitiativet virker i praksis. En forandring eller en fornyelse skal ikke lade vente på sig, men hurtigt ud og igangsættes.
Princip #8: Der designes nye praksisser
Design tænkning er forstået som både et mindset og som metode til på en kreativ måde at løse udfordringer. Det er evnen til både at kunne nedbryde og analysere enkelte dele, men samtidig bruge den indsigt til at skabe nye værdifulde sammenhænge, tænke sammen, skabe nye helheder (syntese). Afsættet for designprocessen i forbindelse med at skabe ny eller forbedret praksis, er den transformative hypotese, som gør det muligt at formulere designprincipper eller benspænd.
Læs mere uddybende om principperne i Uddannelseseksperimenter – metode, teori og praksis – En Introduktion, kapitel 3.