Masser af eksperimenter på TEC’s pædagogiske dag
1. juni, 2012Der var mange gode bud på, hvordan vi alle eksperimenterer i dagligdagen – både privat og i vores arbejdsliv, da TEC holdt pædagogisk dag. Det at eksperimentere er faktisk en integreret del af vores måde at lære og udvikle os på.
På den pædagogiske dag på TEC den 1. maj 2012 i Bygge og anlæg, Produktion og udvikling og Bygnings- og brugerservice blev der arbejdet med at eksperimentere fra mange vinkler:
– kan man folde en frø af et stort stykke papir? Kan vi finde en ‘form’ for det at eksperimentere? Hvordan kan vi bygge videre på de eksperimenter og udviklingsarbejder, vi allerede har lavet?
Den pædagogiske dag var en del af introduktionen af Det erhvervsrettede uddannelseslaboratorium, som TEC skal arbejde med de næste tre år.
På den pædagogiske dag var der oplæg om Uddannelseslaboratoriet fra både vicedirektør på TEC Jesper Clausen, projektchef i Udannelseslaboratoriet Dorrit Sørensen, uddannnelseschef på TEC, Susanne Mortensen og projekt- og programleder i Uddannelseslaboratoriet, Merete Hende.
Jesper Clausen:
– Med Uddannelseslaboratoriet kan vi udfordre os selv på alle niveauer på TEC. Vi skal arbejde målrettet med blandt andet udfordringerne i forbindelse med de faldende elevtal. Vi skal kunne tiltrække flere elever og uddanne dem til at være en fremtidssikret arbejdskraft. Det skal vi gøre ved at kigge ind på os selv og udfordre vores eksisterende normer.
Dorrit Sørensen:
– Uddannelseslaboratoriet bygger på den eksperimenterende tænkning. Vi skal være nysgerrige, og når vi er det, kan vi slet ikke lade være med at involvere os. I Uddannelseslaboratoriet skal vi arbejde ud fra en baseline, som skal sikre, at vi ikke laver mere af det samme.
Susanne Mortensen:
– Det er ikke alle, der kan være de bedste, men vi skal have det bedste frem i alle vores elever. Vi skal eksperimentere mere og lære af hinanden. Og så skal vi tænke på, om vi også kan gøre noget andet i læringsrummet.
Merete Hende:
– Eksperimenter har et klart formål og bygger på hypoteser. Hypotesen er en faglig begrundet antagelse. Eksperimentet skal vise, om antagelsen er rigtig eller ej.
Efter oplæg og flere små eksperimenter blev der arbejdet med chefområdets indsatsområder. Der blev kigget på ”hvad har vi allerede lavet” og ”kan vi se, om det virker?” ”Hvad kan der bygges videre på?”, og “kan vi komme med nye hypoteser/antagelser, som kan lægge til grund for nye eksperimenter?”
Dagen sluttede med et væld af gode idéer, som måske allerede kan sættes i sving – i morgen!