Inspirerende studietur til London

15. december, 2014

Det handler om troen på, at alle har et talent – hvor faglige kompetencer går hånd i hånd med personlige kompetencer. Ledere fra Uddannelseslaboratoriets partnerinstitutioner var på tre dages studietur i London i november.

Tekst og foto: Jette Egeskov Nossell, TEC

At det er eleverne, der er i centrum, er man ikke i tvivl om, når man besøger Barking and Dagenham College i London. Her bliver der arbejdet målrettet med elevernes job-parathed som en integreret del af deres uddannelse, og det gælder både de faglige og de personlige kompetencer. Det handler om læring og troen på, at alle har et talent. Samtidigt er budskabet klart og rungende: man forventer, at alle gør deres bedste – elever såvel som ansatte.

 

Skolen arbejder ligeledes målrettet med innovation og elevinddragelse, fx er det elever, der har designet skolens reception og facade samt flere af deres innovative undervisningslokaler.

 

Barking and Dagenham College har været igennem en omstillingsperiode med ny ledelse og en strategiproces, hvor man arbejder med 13 klare værdier som fx:

 

  • Professionalisme
  • Passion
  • Vi er rollemodeller for værdierne

 

Lone Hansen, direktør på TEC, udtaler:
– Det er en skole med en meget klar retning og klarhed om værdier. Det var også meget inspirerende at se, hvordan de arbejder med ‘T-formede kompetencer’ – en model, hvor faglige kompetencer går hånd i hånd med personlige kompetencer – alt sammen for at gøre eleverne mere parate til arbejdsmarkedet, så de både kan få og bestride et job.