Uddannelsesinstitutioner danner netværk
18. oktober, 2012Partnerne i Uddannelseslaboratoriet bød hinanden op til samarbejde om uddannelseseksperimenter til netværksdag den 10. november 2012.
Til netværksdag i Uddannelseslaboratoriet inspirerede partnerne hinanden og aftalte samarbejder på kryds og tværs omkring de eksperimenter, som Uddannelseslaboratoriet gennemfører. Der var lagt op til netværkstid, netværksshopping og bare til inspiration. Dagen var kun den første af mange flere netværksdage i Uddannelseslaboratoriet.
Netværk formidler og forbinder
Dorrit Sørensen, projektchef i Uddannelseslaboratoriet, fortæller:
– Partnerskab og netværk er helt afgørende i Uddannelseslaboratoriet. I alt 15 partnere – uddannelsesinstitutioner og vidensinstitutioner i Region Hovedstaden har indgået partnerskab med hinanden. Uddannelseslaboratoriet er et kulturforandringsprojekt: vi vil gerne udfordre den måde vi tænker uddannelsesudvikling i dag. Kun med partnerskab og netværk kan vi forankre og dele den viden vi får gennem projektet. Netværk formidler og forbinder alt fra idéer, økonomi, relationer og viden til identitet – og det gør os ikke alene til et stærkt projekt, men det gør os også i stand til at sætte spor.
Netværk er en kompetence
– Netværk er en central kompetence; hvad enten man er individ, gruppe eller organisation, og i flere af projektets programmer arbejder vi med netværk som kompetence, siger Dorrit Sørensen.
– Det er afgørende at kunne etablere, vedligeholde, forbinde og bruge netværk både som individ og som organisation i dag. – Med netværksdagen prøver vi at finde – eller eksperimentere med – en form, som er givende, nytænkende og meningsfuld for et partnerskab i en eksperimenterende organisation, som man kan sige Uddannelseslaboratoriet er et slags eksempel på.
Partnerne i Uddannelseslaboratoriet
Partnerne i Uddannelseslaboratoriet er uddannelsesinstitutioner og vidensinstitutioner i Region Hovedstaden. Med partnerkredsen sikrer Uddannelseslaboratoriet sig viden til at skabe kvalitet i uddannelseseksperimenterne og sikrer, at ny viden, en eksperimenterende metode og et systematisk eksperimenterende samarbejde forankres.
Der er to partnertyper i projektet:
- Partnertype 1 er uddannelsesinstitutioner, der etablerer et uddannelseslaboratorium på egen institution, hvor de gennemfører uddannelseseksperimenter. De indarbejder også uddannelseslaboratoriet og den eksperimenterende tænkning i deres vision og strategi.
- Partnertype 2 er vidensinstitutioner, der bidrager til Uddannelseslaboratoriet med viden, forskning og evaluering.
Partnere:
TEC, Teknisk Erhvervsskole Center
Professionshøjskolen Metropol
KEA, Københavns Erhvervsakademi
CPH WEST, Uddannelsescenter København Vest
KTS, Københavns Tekniske Skole
IHK, Ingeniørhøjskolen i København
SOSU C, Social- og Sundhedsuddannelses Centret
UU København, Ungdommens Uddannelsesvejledning København
Rigshospitalet
HRU, HR og Uddannelse Region Hovedstaden
UCC, University College Capital, Program for Vejledning og Voksenpædagogik
NCE, Nationalt Center for erhvervspædagogik, Metropol
CEFU, Center for Ungdomsforskning, Aarhus Universitet
Tænketanken DEA