Ny rapport: Læring der rykker

27. juni, 2014

Hvad oplever eleverne og studerende som gode og motiverende læreprocesser, og hvordan bidrager de igangværende eksperimenter til at styrke deres læreprocesser? Gennem besøg i seks eksperimenter i Uddannelseslaboratoriets har Center for Ungdomsforskning udarbejdet rapporten ’Læring der rykker’.

Rapporten Læring, der rykker – læring, motivation og deltagelse, set fra elever og studerendes perspektiv er produktet af et følgeforskningsprojekt udarbejdet for Uddannelseslaboratoriet af Camilla Hutters og Astrid Lundby fra Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet.

 

I undersøgelsen rettes blikket mod elever og studerendes på de erhvervsrettede uddannelser og det undersøges, hvad der fra deres perspektiv er ’læring, der rykker’.

 

Til grund for rapporten, ligger empiri fra feltbesøg i seks eksperimenter gennemført i Uddannelseslaboratoriet, der på forskellig vis arbejder med at styrke elever og studerendes læring og kompetencer. På alle seks besøg har CeFU dels observeret undervisningen på uddannelserne og dels gennemført fokusgruppeinterview med elever og/eller studerende. I alt 27 elever og studerende er blevet interviewet i forbindelse med undersøgelsen.

 

Hent rapporten her

 

Fire faktorer, der fremmer motivation og læring

Analytisk er rapporten bygget op om en model bestående af fire faktorer, der i særlig grad har betydning for at skabe motivation og engagement for læring:

  • Mestring, læring og progression, som handler om den individuelle elevs oplevelse af mestring og progression, herunder elevens mulighed for at arbejde med personlige læringsmål.
  • Relevans, anvendelse og formål, som handler om, hvorvidt eleverne oplever, at det, de lærer på uddannelsen, er relevant for dem (fagligt eller personligt).
  • Socialt klima, relationer og tilhør, som handler om elevernes samarbejde, trivsel og sociale liv på uddannelsen.
  • Indflydelse, autonomi og deltagelsesmuligheder, som handler om, hvordan uddannelserne arbejder med at inddrage eleven som medskaber i forhold til egen uddannelse.

 

Analysen er opbygget ud fra de fire faktorer i modellen og afdækker, hvordan de kommer i spil i de igangværende eksperimenter, samt hvor der kan være potentiale for kvalificering og re-design af eksperimenterne.