31 eksperimenter og erfaringer rigere

5. april, 2013

De første 31 uddannelseseksperimenter i Uddannelseslaboratoriet er nu gennemført og evalueret. Snart går partnerne i Uddannelseslaboratoriet i gang med en række nye eksperimenter.

Tekst: Signe Marie Viborg, Uddannelseslaboratoriet, Foto: Marju Arnrød, TEC

”Vi har lært en masse af denne første eksperimentperiode. Vi har ikke alene fået nogle interessante observationer og resultater ud af uddannelseseksperimenterne – vi er også blevet klogere på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre, nu hvor vi går i gang med en ny runde eksperimenter”, siger Merete Hende, projektleder med ansvar for programstyring i Uddannelseslaboratoriet.

 

 Hent eksperimentkatalog – 31 uddannelseseksperimenter

 

Erfaringerne fra disse første eksperimenter samles på et erfaringsseminar for eksperimentdeltagere og partnere den 10. april 2013.

 

Den eksperimenterende metode skulle læres først

De 31 uddannelseseksperimenter er de første, der er blevet gennemført i Uddannelseslaboratoriet. De har næsten alle været korte og afgrænsede eksperimenter, hvor såvel Uddannelseslaboratoriet som eksperimentdeltagere har kunnet afprøve den eksperimenterende metode, som projektet har udviklet.

 

”Det er helt afgørende at vi i disse første uddannelseseksperimenter har kunnet afprøve og øve os i den eksperimenterende metode. Det er vigtigt, fordi vi har en klar målsætning om, at eksperimenterne skal række ud over sig selv: uddannelseseksperimenterne skal hele tiden ses i et større strategisk perspektiv, og det er meningen, at der i kølvandet på dem, skal følge en ændring i den måde de deltagende uddannelsesinstitutioner tænker uddannelse”, siger Merete Hende.

 

Netop for at få metoden ind under huden har Uddannelseslaboratoriet i efteråret brugt meget energi på det grundlæggende arbejde før eksperimenternes gik i gang. For eksempel blev der i efteråret 2012 afholdt en masse aktiviteter, der skulle sikre, at eksperimenterne tog udgangspunkt i reelle udfordringer og byggede på et solidt vidensgrundlag.

 

Nye eksperimenter på vej

Nu har Uddannelseslaboratoriet taget hul på en ny projektperiode, som går fra marts til og med august 2013, og dermed står en masse nye uddannelseseksperimenter for døren. Denne gang kommer eksperimenternes designfase til at være kortere end sidst, fordi vi nu har prøvet det hele én gang før.

 

Disse uddannelseseksperimenter er blevet gennemført

 

PROGRAM 1: KOMPETENCER I VERDENSKLASSE:

Tema: Erhvervsrettet innovation:

  • TEC: Motivation gennem innovation og praktikum
  • TEC: Innovation som motivationsfaktor i kernefaglig undervisning
  • DTU: Tværdisciplinær innovation

Tema: Motivation og talent

  • SOSUC: Øget funktionel tværfaglighed styrker det praksisnær læringsmiljø
  • SOSU C: Niveaudeling og differentiering motiverer eleverne
  • TEC: Elev-netværk på HTX
  • TEC: Talenttyper i fag-fagligt felt
  • UU København: Talentudvælgelse og motivation
  • CPH WEST: Talent-spotting
  • KEA: Mentor -portfolio

Tema: Fag og faglighed på nye måder

  • TEC: Hvilken profil har en EUX-elev?
  • KEA: Edutainment
  • Metropol: Simulationslaboratorium i Sygeplejerskeuddannelsen

PROGRAM 2: NYE SAMSPILSFORMER MELLEM UDDANNELSE OG ERHVERV:

Tema: Nye samarbejdsformer mellem virksomheder og uddannelse

  • TEC: Uddannelsesplanlægning og virksomhedspraktik
  • TEC: Koordinering af praktikpladser
  • DTU: SMV-klar institution
  • UU København: Professionspraktik for UU-vejledere
  • KEA: Midtvejsevaluering

Tema: praksislæring på nye måder:

  • Rigshospitalet: Portfolio i praksis
  • SOSU C: Transfer

PROGRAM 3: DEN EKSPERIMENTERENDE ORGANISATION

Tema: Kvalitet og styring med afsæt i praksis

  • KEA: Vidensdelingsplatform
  • SOSU C: Antropologisk undersøgelse af elevfrafald
  • SOSU C: Elevtopmøde

Tema: Nye ledelsesformer og samarbejdsrelationer

  • DTU: Aftagerpanelers rolle i udvikling af innovationscenter
  • TEC: Faglige fællesskaber
  • TEC: Videndeling og tværorganisatorisk praksisfællesskab
PROGRAM 5: NYE KARRIEREVEJE

Tema: Nye vejledningsformer

  • TEC: Agent i eget liv
  • SOSU C: Fra EUD til videregående uddannelse
  • KEA: Det sociale netværk

Tema: Nye former for virksomhedstilknytning

  • UU København: Kollektivt vejledningsforløb i samarbejde med virksomhed

Tidsplan for de nye eksperimenter

Tidsplanen for disse nye eksperimenters forskellige faser er omtrentlig, fordi faserne ikke er helt ens for alle eksperimenter – nogle eksperimenter er kaskade- eller længerevarende eksperimenter, og faserne kan overlappe hinanden.

 

  1. Eksperimenternes pre-fase: designfase (Januar – medio april 2013)
    Pre-fasen er fasen før eksperimenthjulet sættes i gang. I denne fase arbejder man med design for kommende eksperimenter. Her afholdes blandt andet møder i programgrupperne om, hvilke eksperimenter, der skal sættes i gang, og der holdes møder i partnerinstitutionerne om hvordan de organiserer sig omkring eksperimenterne.
  2. Igangsættelsesfase (Marts – maj 2013)
    Her planlægges de nye eksperimenter i detaljen: hvornår skal de gennemføres, hvor skal de foregå og hvem skal deltage? Hvilke specifikke aktiviteter skal gennemføres og på hvilket vidensgrundlag?
  3. Gennemførelsesfase (Maj – juni 2013)
    Her gennemføres eksperimenterne i partnerinstitutionerne. Sideløbende observerer eksperimentdeltagerne hvad der sker, hvad de oplever og de eksperimentansvarlig samler dokumentation og viden omkring hvad der sker under eksperimentet.
  4. Evalueringsfase (August 2013)
    Her sammenfattes resultater, materialer, undersøgelser og analyser af eksperimenterne, og endelig samles de anbefalinger man har fundet frem til på baggrund af eksperimentet.
  5. Spredning og implementering (September 2013)
    Her afgør man, hvilken af den nye viden eller erfaring man har fået fra eksperimentet, der enten skal implementeres og spredes, justeres eller helt droppes.